PALOMA
INTRO
INGREDIENSER
4 cl. Don Julio Tequila
2 cl. Frisk limejuice
1 cl. Sukkersirup (2:1)
Top med Three Cent Pink Grape sodavand
Havsalt og dehydreret limeskive til pynt
UDSTYR
Highball glas, eller andet højt vandglas
barske, eller lang teske
Jigger eller lille målebæger
Isterninger af god kvalitet
SÅDAN GØR DU
– Hæld tequila, limejuice og agavesirup i dit highball glas
– Fyld glasset helt op med isterninger
– Top med Three Cent Pink Grape sodavand, og rør godt rundt med din barske
– Top evt. med et par ekstra isterninger
– Drys med et lille nip havsalt, og pynt med din dehydrerede limeskive
– Velbekomme!
PALOMAS MANGE ANVENDELSESMULIGHEDER
En paloma er den perfekte velkomstdrink, og vil uden tvivl imponere dine gæster
med din flotte rosa farve og skarpe udtryk. Drinken gør sig ualmindeligt godt på en
lun sommeraften til snacks, men fungerer også godt til mad. Især det mexicanske
køkken klæder palomaen, der tilfører sødme og syre til et spicy måltid.
Drinken er nem at lave i store mængder, og er derfor helt ideel til større selskaber.
Den kan også laves i en stor glasbeholder med hældetud, så dine gæster selv kan
skænke.
GARNISH
Palomaen står smukt for sig selv uden garnish, men hvis du alligevel vil give den et
ekstra pift anbefaler vi dehydrerede limeskiver. De laves nemt selv i egen ovn: Skær
din citrus i helt tynde og lige skiver. Læg dem på en bradepande med bagepapir, og
bag dem ved 60 grader C i ca. 12 timer. Vend dem når halvdelen af tiden er gået. De
mindre skiver bliver typisk færdige først, så sørg for at få dem ud i tide. Lad dem køle
helt af før de opbevares i en lufttæt beholder.
Udover dehydreret lime bruger vi havsalt på vores paloma. Det giver et fantastisk
kick til tequilaen, og udbalancerer desuden den søde sodavand. Brug havsalt i flager
af god kvalitet, f.eks. Maldon, da det både er smukkest og giver den bedste smag.
Som med alle andre cocktails er der selvfølgelig ingen regler, så eksperimentér og
prøv dig frem med sjove garnishmuligheder!
SMAGSPROFIL
Palomaen er frisk, syrlig og let bitter. Det er en ægte crowdpleaser, der kan få selv
tequila-modstanderen med på vognen. Den forfriskende sodavand gør drinken let
drikkelig, og den røgede tequila giver palomaen kompleksitet og dybde. Både
agavesirup og limejuice kan naturligvis reguleres efter smag, så prøv dig frem og
find dine favoritforhold.
FUN FACTS
– “Paloma” er det spanske ord for due, og nogen mener at drinken er opkaldt
efter den populære folkesang “la Paloma” fra de tidlige 1860’ere.
– Grapefrugtjuice bruges også i andre cocktails, hvor the greyhound er
palomaens nærmeste lignende.
– Man ved ikke med sikkerhed hvor palomaen er opfundet, men de fleste kilder
peger på den legendariske barejer Don Javier Delgado Corona der ejede
baren la Capilla i byen Tequila i Jalisco, Mexico. Han skabte nemlig også en
anden sodavandsbaseret tequilacocktail, La Batinga (Coca Cola, lime og
tequila).
– Selvom ingen kender oprindelsen af drinken der kombinerer grapefrugt og
tequila, tyder alt på at de to ikke blev blandet før firmaet Squirt i 1938 lave
grapefrugtsodavand for første gang. De lavede dog sodavanden på hvid
grape, og det er også denne type man finder i de fleste amerikaniserede
opskrifter på palomaen
– d. 22. maj er World paloma day, hvor den mexicanske tequilacocktail bliver
hyldet på barer verden over. Så er der ingen undskyldning for ikke at mixe dig
en paloma!
– Den første produktion af tequila går helt tilbage til det 16. århundrede omkring
den lille by Tequila i det vestlige Mexico. Til den dag idag er det stadig i det
område, at den største produktion af blå agave og tequila finder sted.
FAQ
– Q: “hvor finder jeg pink grapesodavand?”
A: Three cents pink grape sodavand kan findes på en lang række
internetsider og i udvalgte spiritusforretninger, og er klart at foretrække til en
paloma. Kan du ikke finde denne har mange velassorterede supermarkeder
udemærkede alternativer. Hold dog øje med ingredienslisten, og vælg en
sodavand med rigtig grape og ikke for højt sukkerindhold. Hvis du absolut ikke
kan finde pink grape sodavand laver f.eks. San Pellegrino en god sodavand
med hvid grape. Pellegrino sodavand kan findes i næsten alle supermarkeder.
– Q: “Hvorfor bruges agavesirup og ikke almindelig sukkersirup?”
A: Agavesirup og tequila går hånd i hånd. De to supplerer hinanden
fantastisk, og den florale sirup passer også rigtig godt til grapefrugten.
Agavesirup kan findes i stort set alle supermarkeder ved siden af honning og
marmelade. Hvis du ikke vil bruge agavesirup kan drinken sagtens laves
uden, eller blot med en smule almindelig sukkersirup.
– Q: “Min agavesirup klistrer og blandes ikke med de andre ingredienser, hvad
gør jeg?”
A: Mange af de agavesirupper man kan finde i supermarkederne har
konsistens som flydende honning, hvilket gør den rigtig svær at blande i en
cocktail. Du kan med fordel forberede en god portion a siruppen ved at blande
den med en smule kogende vand og røre grundigt til du har en ensartet sirup,
der er tyndere i konsistensen. Husk at lade den køle helt af før du bruger den i
din paloma.
– Q: “jeg kan ikke lide tequila, kan jeg lave drinken med andet spiritus?”
A: Det korte svar er nej – en paloma skal laves med tequila. Når det er sagt er
grapefrugt sodavand en utroligt lækker mixer, og kan blandes med alt fra
vodka til bourbon. Det kan dog betale sig at regulere en smule i resten af
opskriften hvis der bruges anden spiritus end tequila.
OM INGREDIENSERNE
– Don Julio tequila
Tequila er i bund og grund mexicansk spiritus, der er lavet af
agaveplanten. De store blade skæres af når planten er moden, og ‘hjertet’
koges og presses. Herfra udvindes en sukkerholdig væske der bliver gæret
og destilleret. Man skelner kort sagt mellem 2 typer tequila: 100% agave,
lavet af den blå agaveplante, og ‘mixto’ hvor minimum 51% af produktet er ren
agave tequila.
Don Julio tequila er en klasse for sig. Tequilaen er lavet på 100% blå agave og
lagret på stålfade efterfølgende. Den nænsomme og
præcise lagring giver den en hel unik renhed og lethed i smagen, hvor agaven
virkelig får lov at træde frem. Samtidig giver den bløde smag det perfekte
grundlag i en Paloma, da de mere bitre elementer som lime og
grapesodavand supplerer den perfekt.
– Lime
Den lille grønne citrusfrugt stammer fra Sydøstasien, og blev for første gang
importeret til Europa i det 13. århundrede. Frugten bruges i køkkener verden
over, og er aldeles anvendelig både i madlavning og drinks.
Vi foretrækker økologiske limes, helst små frugter med tyndt skind, som
presses for saft. Det kan du gå til på flere måder: I en manuel frugtpresser, i
en citruspresser, eller med god gammeldags håndkraft. Når du presser dine
limes gør det ikke noget at der kommer meget frugtkød og nogle kerner med –
vigtigst er det, at du får al saften ud af din frugt. Når du har presset alle dine
limefrugter er det vigtigt at køre saften gennem en si, så alt det overskydende
frugtkød fjernes. Herefter kan du opbevare saften i en lufttæt beholder eller
patentflaske. Limesaften holder sig lækker og frisk i ca. 24 timer, til nød 48
timer. Den bedste måde at tjekke, om din limesaft stadig er frisk er ved duft –
den skal dufte frisk, syrlig og ren.
– Agavesirup
Agavesirup produceres, som navnet angiver, med samme udgangspunkt som
tequila. De store blade skæres af agaveplanten, og plantens ‘hjerte’
ekstraheres for den søde væske. Denne væske destilleres til tequila, men når
der skal produceres agavesirup opvarmes væsken for at nedbryde
polysacchariderne til simple sukre. Slutresultatet kan variere meget i
konsistens og farve, og kan være alt fra helt lys til dyb mørk ravfarvet.
Agavesirup er 1,4-1,6 gange sødere end almindeligt sukker, og har en lækker,
floral smag. Siruppen er desuden vegansk, og bruges derfor hyppigt som
alternativ til honning.
– Pink grape sodavand
Three Cents er udviklet af to bartendere fra The Clumsies i Athen, som først
lavede sodavanden i barens baglokale til en enkelt cocktail på kortet. Drinken
blev utroligt populær, og hurtigt blev produktionen skaleret op. Three Cents
pink grape bliver nu forhandlet i hele verden, og er den foretrukne
grapesodavand til paloma.
Det der adskiller Three Cents fra andre læskedrikke på markedet, er at den er
produceret specifikt med øje for cocktails. I normale sodavand er
kulsyreindholdet lavere, med et tryk på 2,5-3,5 atmosfære. I produkterne fra
Three Cents er trykket 5 atmosfære, hvilket giver den perfekte
kulsyrefornemmelse, selv efter den er blevet blandet med spiritus, isterninger
og citrus. Når sodavanden hældes over isen frigives kulsyren, og trykket
falder med 1-1,5 atm. Du får altså en langt mere boblende drink med Three
Cents.
TIPS OG TRICKS
– Agavesirup kan findes i langt de fleste supermarkeder sammen med
honning og marmelade. Den type man finder i supermarkedet kan dog
være relativt tyktflydende, og det kan derfor godt betale sig at blande
den op med en smule kogende vand for at fortynde den nok til at bruge
i cocktails. Den færdige sirup kan hældes på glasflasker eller i en
anden lufttæt beholder, og opbevares bedst på køl.
– Et godt glas er essentielt i longdrinks som paloma. Det er vigtigt at
finde et glas hvor slutresultatet er afbalanceret, og drinken hverken er
blevet toppet med for meget eller for lidt sodavand. en god
tommelfingerregel er, at der skal toppes med ca. 100 ml sodavand,
svarende til ½ flaske Three Cents. Hvis du ikke er til en for stærk drink,
kan du dog sagtens servere palomaen i et større glas og dermed bruge
mere sodavand.
– Grapesodavand er en fantastisk mixer, og går godt til mange typer
spiritus. Hvis du har sodavand til overs fra din palomafest kan det
sagtens bruges i andre drinks. Prøv f.eks. med vodka, gin eller en god
bourbon, og smag evt. til med lime eller sukker.
– Pres selv din limesaft. Citrus har en enormt kort holdbarhed når først
skallen er brudt, hvilket betyder at limesaft købt på flaske ofte
indeholder konserverende eller smagsforstærkende tilsætningsmidler.
Det er enormt forstyrrende og bestemt ikke delikat i en cocktail som
margarita, hvor den friske lime virkelig løfter og sparker liv i den tunge
spiritus.
– Vælg en tequila af god kvalitet. I en paloma er forholdene således, at
det er tequilaen der er stjernen i showet, så med en god tequila får du
en langt mere fuldendt oplevelse. En tommelfingerregel er at gå efter
tequila lavet på 100% blå agave. Det giver den blødeste og mest
behagelige oplevelse.